Jens Krogsgaard, tenor, og Jan Ole Christiansen, pianist og organist, har igennem mange år arbejdet sammen. Et samarbejde der bæres af glæden ved musik, der bygger på gode tekster og historier, i et intimt samarbejde. Vi lover en koncertoplevelse, som byder på stor intensitet og indlevelse.
Jens Krogsgaard, tenor: Solist Debut fra Det Jyske Musikkonservatorium i 1996, desuden private studier hos Werner Hollweg og Kirsten Buhl Møller. 1999-2007 fast solist ved Den Jyske Opera. 2002 debut på Det Kgl. Teater i rollen som Captain Vere i Billy Budd af B.Britten. For denne præstation modtog han Operaens Venners hæderspris, og blev desuden nomineret til Årets Reumert 2003. Jens Krogsgaard har arbejdet med at videreudvikle lied-koncert formen, og var idé manden bag forestillingen LiedTeater på Den Jyske Opera. Han kan høres på CD med Århus Symfoniorkester i Rued Langgaards Sinfonia Interna, og med Ulrich Stærk i R.Schumanns Dichterliebe. I 2006 sang han i Rostock Tristan ved en koncertopførelse af 2.akt af Wagners Tristan og Isolde.
Jan Ole Christiansen, pianist og organist: er uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium, Århus, hos bl.a. Peter Westenholz, med hovedvægt på akkompagnement og kammermusik. Han er ansat som akkompagnatør og repetitør ved Vestjysk Musikkonservatorium, og har desuden gennem en årrække været tilknyttet Den Jyske Opera som repetitør, bl.a. ved opsætningen af Wagner’s ”Ringen” i Århus.
Jens Krogsgaard og Jan Ole Christiansen afholder koncerter i hele landet.
1. Winterreise
Et af Schubert’s absolut bedste værker, som følger hovedpersonens kvaler med at acceptere at hans livs store kærlighed har svigtet ham. En kuldslået rejse gennem sindets afkroge.
(70-75 min.; krav til rum/hjælpemidler: piano; 12.000 kr. plus transport)
Koncerten er tidligere holdt: Esbjerg Musikkonservatorium, Ålborg Kunstmuseum
2. En aften i Balladens tegn
Alle sangene er små historier som introduceres af Jens Krogsgaard. Programmet byder på ballader og romancer af Schubert, Schumann, Heise og Loewe, blandt andet den nok mest berømte af Schuberts ballader, nemlig Erlkönig. En aften fuld af dramatik, humor og eftertanke.
(80-95 min.; krav til rum/hjælpemidler: piano; 12.000 kr. plus transport)
Koncerten er tidligere holdt: Bakkehuset i Ikast, Sabro sognegård
3. En aften i filosofiens og religionens tegn
Med udgangspunkt i to værker af henholdsvis B. Britten og Samuel Barber.
The Holy sonnets of John Donne af Britten beskæftiger sig med præsten og filosoffen John Donne’s kamp for at fastholde sin tro på Gud. The Hermit songs af Barber bygger på digte og betragtninger nedskrevet i middelalderen af munke i margenen på diverse bøger som de kopierede i hånden. En slags tidsfordriv kan man sige, men ofte opstår de kloge og underfundige tanker jo netop når man keder sig mest.
(60-70 min.; krav til rum/hjælpemidler: piano; 12.000 kr. plus transport)
4. Mahler for tenor og orgel
En anderledes aften for orgel og sang. Udvalgte sange fra Kindertotenlieder og Rückert lieder af G. Mahler. Det drejer sig om sange som oprindeligt er skrevet for stort orkester (og som også opføres med klaver), men sangenes kompositoriske opbygning gør at de egner sig godt for orgel.
Tekst universet er verdsligt og handler om kærlighed, og sorgen ved at miste.
Sangene af Mahler suppleres med anden tysk romantisk musik af bl.a. Schubert og Wolf.
(60-70 min.; krav til rum/hjælpemidler: piano; 12.000 kr. plus transport)
5. Tenor, orgel og storslåede melodier
Program består af kendte værker for orgel og sang af komponister som Franck, Gounod, Stradella, Dvorak og Reger o.a. En flot aften i den storslåede melodis tegn.
(60-70 min.; krav til rum/hjælpemidler: piano; 12.000 kr. plus transport)